Jeg har investeret på The Many (tidl. Brickshare) siden april 2019, og her deler jeg mine erfaringer med crowdfundingplatformen, hvor du kan investere i fast ejendom sammen med andre investorer.

The Many er en online investeringsplatform, hvor du kan investere i fast ejendom sammen med andre investorer. I realiteten køber du en andel i en ejendom, og du modtager lejeindtægt for andelen. Du bliver medejer af projektet, og du får naturligvis også del i værdistigningen.

Konceptet hos The Many er i grove træk, at investorerne går sammen om at købe en ejendom, hvorefter fortjenesten i form af lejeindtægter og prisstigninger udbetales som udbytte. Det er altså aktieinvestering og ikke investering i lån som mange andre danske crowdlending-platforme.

Projekterne hos The Many er nogle rigtig store projekter, men der er ikke så mange projekter som fx hos danske Kameo. Samtidig åbnes der jævnligt for muligheden for at købe andele i tidligere projekter.

De enkelte projekter oprettes som selskaber, som holder generalforsamlinger, så du er altså for alvor med i ejerkredsen, når du investerer hos The Many.

At investere på The Many er en langsigtet investering. Du får løbende udbytter, men det samlede afkast kender du først, når du indløser dine andele eller ejendommene sælges.

Godt at vide: The Many hed tidligere Brickshare, men skiftede navn i midten af 2020.

Hos The Many (tidl. Brickshare) laver man ejendomsinvestering i Danmark ved at købe andele af ejendomme, hvor man så får udlejningsindtægter og værdistigninger af ejendommene som afkast.

Hvad har jeg investeret i på The Many?

Jeg er i øjeblikket investeret i tre projekter på The Many.

  • Nordvest
  • Vanløse
  • Hovedstaden I - som har haft en del opstartsproblemer

Fordele ved The Many (tidl. Brickshare)

  • Dansk crowdlending hvor du bliver ejendomsejer og får huslejeindtægt.
  • Velfungerende site og god kommunikation om projekterne.
  • Mulighed for at reservere i projektet og først betale, når det er tæt på at være finansieret.
  • De enkelte ejendomme etableres som sit eget selskab.
  • Hvis du bruger mit link får du 250 kroner at starte for.

De enkelte projekter etableres som deres egne selskaber, som bliver underselskaber til selskabet “The Many Property AIF-SIKAV (CVR-nr. 42272167 og FT-ID 24827). Det betyder, at en konkurs i et selskab ikke går ud over de andre selskaber. Derfor kan det godt betale sig at sprede sin investering på forskellige projekter hos The Many.

Ulemper ved The Many (tidl. Brickshare)

  • Afkast kommer først, når projektet er finansieret og der er kommet lejere i bygningen. Der er ved alle mine projekter gået mere end et år inden jeg har set første afkast.
  • Der er ikke så mange nye projekter, og selvom jeg er skrevet op på ventelisten til alle projekter, så er jeg endnu ikke blevet tilbudt en plads på ventelisteprojekterne
  • Ingen auto invest
  • De årlige omkostninger forbundet med investeringen er ikke helt tydelige

The Many har i 2020 fået fire påbud fra Finanstilsynet.

Finanstilsynet har vurderet, at risikovurderingerne skal revideres og virksomheden skal etablere en bedre overvågning af forretningsforbindelser og mistænkelige transaktioner. Desuden skal de interne kontroller af risikostyring og opbevaring af kundeoplysninger forbedres.

Finanstilsynets vurdering er blevet foreholdt ledelsen i The Many, og de svarer følgende:

Når Finanstilsynet kommer på besøg, så kigger de selvfølgelig efter alle hullerne i osten. De mener så, at de har fundet nogen, og vi tager deres påbud til efterretning, har rettet op på noget af det allerede, og den resterende del er vi i færd med at udbedre.

Morten Svante Hansen, direktør i The Many

Personligt har jeg tiltro til, at The Many allerede har rettet op på påbuddene, og jeg overvejer lige nu, hvad min næste investering skal være i The Many.

Koncernselskabet The Many registrerede et underskud på 11,7 mio i 2019, mens underselskabet Brickshare havde et resultat på 1,4 millioner efter Skat. Det vidner om, at det stadig er en iværksættervirksomhed. Jeg er dog rimelig fortrøstningsfuld, da de enkelte ejendomme oprettet som selvstændige selskaber.

Der er naturligvis mulighed for at miste pengene på en investering i The Many, men heldigvis vil ligger der en høj værdi i de enkelte ejendomme, som en sikkerhed for at ikke alle pengene vil blive mistet.

The Many på Trustpilot

Når man kigger på Trustpilot for The Many, så er anmeldelserne meget blandede. Der er mange rigtig tilfredse investorer med fem-stjernede anmeldelser, men der er desværre også 18% af anmeldelserne under middel.

The Many svarer så vidt jeg kan se grundigt og konstruktivt på de dårlige anmeldelser på Trustpilot.

Hvordan tracker jeg den interne rente på The Many?

Værdien af andelene i The Many er afhængig af markedsforholdene. Fx købte jeg i april 2019 mit første projekt på The Many til en NAV på 1,0. I dag lidt mere end et år efter er den på 0,95. Det betyder i realiteten at værdien af min andel i projektet er faldet med 5%. Men samtidig får jeg også udbytte fra de enkelte projekter, så hvordan finder jeg ud af, hvad den interne rente på The Many i virkeligheden er.

Jeg bruger Portfolio Performance til at tracke min portefølje hos The Many. Jeg har oprettet de enkelte projekter som Securities, og så har jeg jeg lavet en Security Account og en Deposit Account. Hvis jeg har købt for 10.000 DKK, så har jeg jeg fået 10.000 fondsandele, hvis NAV er 1. Hvis NAV falder, Så opdaterer jeg manuelt kursen på det enkelte projekt hver måned med den aktuelle NAV-værdien. Jeg taster naturligvis også udbytterne ind i Portfolio Performance, og på den måde kan den regne min reelle interne rente ud.

Du kan finde NAV-værdien på oversigtssiden under Min Portefølje

The Many regulerer NAV-værdien hver 14 dag, så du kan løbende følge med i, hvad dine projekter er værd. Som du kan se i skærmbilledet ovenfor, så er det ene af mine projekter omtrent det samme værd, mens det andet er faldet i værdi i forhold, hvad jeg købte mig ind til.

Forventet afkast på The Many (tidl. Brickshare)

På The Many køber man sig ind i en ejerforening af de enkelte projekter, som juridisk er adskilt fra hinanden. Det er en rigtig god sikkerhed. Det betyder også, at det forventede afkast på de enkelte projekter ikke påvirker hiananden.

Oversigt over hvilket forventet afkast The Many forventer for projekterne

Jeg glæder mig til, at projekterne har kørt i flere år. Jeg investerede for nøjagtigt et år siden i Nordvest, Nørrebros hippe nabo-projektet med 50.000 DKK og har fået 441,64 DKK udbetalt i første udbytte. Det svarer til 0,8% i afkast på et projekt, der lover 3-4% i udbytte om året. Årsagen til det lave udbytte er naturligvis, at jeg skulle indbetale pengene inden projektet reelt gik i gang, og derfor dækker udbyttet en noget kortere del af året.

Derfor er det også en stor forbedring, at man nu kan reservere andele i projekterne uden at skulle betale pengene med det samme. Det har jeg udnyttet med deres nyeste projekt.

Hvordan kommer man ud af sin investering på The Many?

Jeg har ikke haft brug for at komme ud af min investering på The Many. Men hvis du gerne vil ud af din investering på The Many, så er det faktisk ret enkelt:

Du skal blot gøre dette via dit dashboard. Du skal gøre følgende for at komme ud af din investering:

  1. Logge ind via the-many.dk og trykke på dit navn i højre hjørne og vælge ‘Dashboard’
  2. Gå ind under ‘Min portefølje’ i venstre side og vælg den investering du ønsker at indløse
  3. Scroll lidt ned til du ser knappen ‘Indløs denne investering’ og tryk på ‘Indløs’
  4. Derefter følger du bare resten af flowet for at indløse dine andele.
indløs investering på the many

Hvis man anmoder om indløsning senest d. 20. i en måned, så vil de blive indløst den 1. i næste måned, og man vil modtage udbetalingen 3 hverdage efter.

Dette er naturligvis forudsat, at der er likviditet i selskabet til at gøre det, hvilket tidligere ifølge Finanstilsynet har været et problem (men The Many har ændret praksis på baggrund af påbuddet):

De anvendte scenarier i selskabets likviditetsstresstest var ikke tilstrækkeligt stressede, eksempelvis var der ikke scenarier med sammenfald af en længerevarende, negativ udvikling i markedet for udlejningsejendomme og et højt indløsningsomfang.

Finanstilsynet har vurderet, at selskabet med månedlig indløsning og et svært omsætteligt aktiv har en høj iboende likviditetsrisiko, der i kombination med et utilstrækkeligt likviditetsstyringssystem udgør et uholdbart element i forretningsmodellen.

Redegørelse om ordinær inspektion i Brickshare AIFM A/S

Jeg ser ingen grund til at ikke at tro, at The Many håndterer dette professionelt.

Jeg har som skrevet ikke selv haft brug for at få mine andele indløst.

Skat og The Many

The Many er dog aktieindkomst og indberettes automatisk af platformen. Så det behøver du ikke at bekymre dig særligt om.

Mine erfaringer med The Many (tidl. Brickshare)

April 2019

  • Første investeringsdato: 23. april 2019
  • Fik endelig investeret i et projekt på BrickShare i Nordvest-projektet.

September 2019

Jeg fik nu investeret Vanløse-projektet efter at have været på udkig lidt tid efter at få flere investeringer host The Many.

Marts 2020

Jeg har skrevet mig op på venteliste på alle The Manys projekter, men desværre åbner der sig ikke nogle muligheder. Jeg ser frem til at kunne få et par investeringer mere i ejendomme.

Maj 2020

  • Nu fik jeg endelig mit første afkast fra The Many på min investering i Nordvest-projektet.
  • Det lykkedes også at investere i Hovedstaden I-Projektet.
Efter nøjagtigt et års investering i Brickhsare fik jeg mit første udbytte.

Juni 2020

  • Så fik jeg første udbytte i Vanløse-projektet.

Februar 2021

  • Projektet Hovedstaden I i Rødovre er forsinket pga. fugtskader, og deadlinen for overtagelse af ejendommen (som oprindeligt var 1. april 2020) bliver hele tiden udskudt. Da The Many samlede ind til projektet, fremhævede de, at ejendommen kom med en lejegaranti på 12 mdr., og at den ville være fuldt udlejet d. 1. april 2020. Det er desværre stadig ikke sket. Desværre fremgår det ikke i sit Dashboard, hvad status for projektet er lige nu.

Rødovre er ikke gået som vi havde forventet og håbet. Slet ikke. Mere end et år efter vi lancerede ejendommen på platformen er den stadig ikke overtaget. Det er utilfredsstillende for de mere end 1.100 investorer der er med i projektet, for sælger og for os. Sælger arbejder stadig med at udbedre den skade vi har fortalt om tidligere. Vi er i løbende dialog, og så snart der er noget nyt at fortælle kommer vi til at kommunikere om det.

WeAreBrickshare

Maj 2021

  • I øjeblikket har jeg en intern rente på The Many (tidl. Brickshare) på 4,29%, når jeg regner udbytter og værdiændringer i ejendommene med samlet set.
  • Udbytterne for Vanløse og Nordvest kommer jævnligt ind på mine konti. Jeg har endnu ikke fået nogen udbytter fra Hovedstaden I-projektet, da projektet ikke helt er sat i gang endnu. Jeg har skrevet til The Many med en status på projektet. Typisk går der omkring et års tid inden første afkast på projekterne er kommet til udbetaling.

Få 250 kroner til The Many

Se mere om dansk crowdlending.

Skriv en kommentar