Kameo

Opdateret: May 30, 2020

Første investeringsdato: Feb 4, 2019

Kameo er en nordisk crowdfunding platform, hvor du kan investere i lån til udviklingsprojekter for virksomheder i Danmark, Norge og Sverige. Lånene har typisk med sikkerhed i ejendomme.

Kameo er grundlagt i 2014. De er repræsenteret i Norge, Sverige og Danmark og derfor kan du også investere i lån fra alle tre lande. Hos Kameo investerer du lån, som typisk skal finansiere ejendomsprojekter og andre virksomhedslån. Lånene giver typisk et relativt højt afkast i forhold til dansk crowdlending generelt.

Kameo bruger kreditvurderinger fra deres partnere, hvilket indgår i en samlet analyse- og risikovurdering i en sag. Det giver en ekstra sikkerhed for dig som investor, men husk at det i sidste ende er virksomheden bag lånene, som er ansvarlig for at levere de korrekte informationer.

Fordele

  • Dansk crowdlending
  • Let at oprette en profil på Kameo
  • Investeringer i nordiske lande til gode projekter.
  • Gratis valutaveksling mellem DKK, NOK og SEK.
  • Platformen er relativt overskuelig.
  • Nu muligt at lave en affiliate aftale.
  • Mulighed for at reservere investeringer, inden du har indbetalt penge.
  • Fint afkast med en intern rente på 7-8% (de enkelte projekter giver typisk 9-11%, men lidt cash drag kan forventes)
  • Venlig dansk kundeservice
  • Statistik om performance for platformen let tilgængelig

Ulemper

  • Der er ingen autoinvest, hvilket gør, at man jævnligt skal ind på platformen - og lige nu er der heller ikke planlagt nogen autoinvest.
  • Kun muligt at investere beløb deleligt med 500 DKK / SEK / NOK, hvilket gør, at man ofte vil have mindre beløb stående fra renteindtægter, der ikke kan geninvesteres. Du kan naturligvis altid “toppe op” med det nødvendige beløb næste gang, du gerne vil investere.
  • Der er ikke så mange lån på platformen, så det kan være lidt svært at få spredning (og der er ikke så mange norske lån).
  • Projekterne er kun oversat mellem de forskellige sprog på oversigtssiden - ikke de uddybende informationer om projektet.
  • Overførslerne mellem de forskellige valutakonti tager en dag, så man kan ikke investere med det samme, hvis der er et spændende lån (dog kan man med en ny funktion reservere investeringer, selvom man ikke har penge på kontoen).
  • Det tager lidt tid inden den interne rente vokser til det forventede, men så er afkastet også fint.

Forventet afkast på Kameo

Det er ikke så let at få et overblik over sine samlede investeringer på Kameo. Her er et screenshot fra Min Konto. Her kan jeg finde kontoens værdi, men der er ikke et samlet overblik over den forventede renteindtægt eller eventuelle gebyrer.

Kameo Dashboard
Dashboardet eller Min Konto er meget enkelt :)

Samlet set har jeg en intern rente på 7,98% på mine danske projekter og 9,77% på mine svenske projekter i de 15 måneder, jeg har været på platformen, så det er jeg rigtig godt tilfreds med.

Jeg ærger mig dog lidt, hver gang jeg logger ind og ser fx 2-400 kroner stående på kontoen, som bliver nødt til at stå og vente indtil jeg kommer over 500 DKK (med mindre jeg er interesseret i at sætte flere penge ind på Kameo). Det skaber cash drag, og jeg ville hellere have at pengene konstant var ude at arbejde, hvilket også ville have hævet min interne rente lidt.

Skat af crowdlending hos Kameo

Kameo skriver, at Kameo automatisk indrapporterer Skat fra 2020 og frem. Det står også på den årsopgørelse, du let kan downloade fra Kameo. Det ser ud til, at de norske og svenske lån også automatisk bliver indberettet af Kameo.

Kameo skat af crowdlending
Kameo indberetter automatisk renteindtægter til Skat

Jeg har skrevet en guide til indrapportering af skat af dansk og udenlandsk crowdlending, hvis du vil vide, hvordan de andre platforme håndterer Skat.

Min erfaring med Kameo

Marts 2019

  • Det var ret let at oprette en konto på Kameo.
  • 5. marts overførte jeg penge til Kameo (DKK) og Kameo (SEK).
  • 15. marts overførte jeg penge til Kameo (NOK).
  • Hele måneden har jeg kørt med cash drag, da der ikke er så mange lån.

April 2019

  • Man veksler gratis mellem valutakonti på Kameo, men det er virkelig irriterende, at man ikke kan straksoverføre penge mellem de forskellige valutakonti, hvis der kommer et interessant lån i en anden valuta.
  • Jeg kører stadig med cash drag, da der ikke er så mange lån - særligt den norske del, hvor der slet ikke har været nogen lån.

Juni 2019

  • Jeg kører stadig med cash drag i alle valutaer (DKK, SEK og NOK).
  • Jeg trak pengene ud til Kameo (NOK), da der slet ikke har været et eneste norsk lån på to måneder. Jeg har valgt at trække pengene helt ud af Kameo og kun fastholde Kameo (SEK) og Kameo (DKK). Jeg forventer ikke at skyde flere penge ind i Kameo som lånesituationen og brugen af platformen ser ud lige nu. Der sker lidt for lidt til lidt for dårlige renter. Jeg skulle naturligvis have valgt at flytte pengene til den danske del af Kameo, da jeg så var sluppet for vekselgebyret, når de skal ind på min danske konto i Spar Nord, hvilket Kameo support venligt gjorde mig opmærksom på, inden jeg trak pengene ud.

Juli 2019

Jeg har trukket mig fra den norske del af Kameo, fordi der ganske enkelt ikke kommer nogen lån. Kameo er ved at få de sidste tilladelser til den norske del, så der skulle gerne snart komme nogle norske lån.

Update 18. marts 2020: Jeg har efterfølgende fulgt lidt med i de norske lån, og der er meget få af dem, så jeg holder mig fra at veksle penge til NOK. Jeg er godt tilfreds med den danske og svenske del af Kameo.

  • De svenske lån har den dog sneget sig over XIRR på 5% nu.

Maj 2020

Jeg kunne virkelig godt bruge en auto invest på Kameo, så jeg ikke behøver at tjekke om jeg har cash drag et par gange om måneden. Men det ser ikke ud til, at den lige er på trapperne.

Vi har ikke en auto-invest funktion på tegnebrættet i den nærmeste fremtid, da det er noget der kræver både tekniske og forretningsmæssige overvejelser.

Svar på e-mail fra Kameo kundeservice

Samlet vurdering

Kameo er en rigtig god dansk platform, hvis du gerne vil investere i danske eller svenske ejendomsudviklingsprojekter. Der har i mere end et års investering ikke været nogle nødlidende lån.

Jeg kunne godt tænke mig, at de etablerede en auto invest og sænkede investeringsbeløbet. Kameo kunne også godt kæle lidt for backenden, så man kunne få lidt brugbare statistikker om investeringerne.

Opret dig på Kameo

Læs mere om dansk crowdlending.

Skriv en kommentar