Dit madbudget er en af de helt store poster på dit månedlige budget. Hvad er et fornuftigt madbudget for at undgå luksusfælden? Og hvordan kan du lave madplaner?
Et af de steder jeg har sparet flest penge er på mit madbudget. Vi savner ikke noget, men tænker bare meget mere over, hvad vi køber af madvarer og tjekker rabatter og køber stort ind, når tingene er billige.
Du kan også let spare penge på dit madbudget ved at planlægge dine indkøb og lave en madplan.
Når jeg ser Luksusfælden, så er madbudgettet ofte en af de poser eksperterne kigger på. Madbudgettet dækker naturligvis dagligvarer, men også restaurant og cafebesøg og fast food.
Hvorfor skal du kigge på dit madbudget?
Madbudgettet udfør en stor del af den samlede økonomi, som man kan se i denne oversigt, jeg har lavet på baggrund af mine samlede udgifter.
Jeg begyndte for alvor at kigge mine budgetter igennem og vaner i indkøb af dagligvarer fra starten af 2019.
Jeg har kategoriseret alle mine indkøb i Spiir, så jeg kunne hurtigt lige hente tal ud fra de seneste tre år i de forskellige kategorier.
Dagligvarer | Fastfood og Take Away | Restaurant | |
---|---|---|---|
2018 | 77.450 | 3.904 | 12.891 |
2019 | 69.040 | 2.813 | 8.730 |
2020 | 70.020 | 935 | 4.347 |
Jeg brugte altså i 2018 i gennemsnit 6.454 kroner på dagligvarer og kantineordning, mens jeg i 2020 brugte 5.835 kroner. Det er altså 619 kroner sparet om måneden. Vi er en familie med 2 voksne og 3 børn.
En del fastfood, take way og restaurant er blevet sparet, fordi vi altid har madpakker med nu.
Besparelsen er hovedsagligt kommet ved at være mere opmærksom på indkøbene. Vi laver ikke en fast madplan, men vi har intet madspild. Vi køber ind flere gange om ugen, men forsøger kun at købe det, vi har brug for.
Hvordan fordeler vores madbudget sig?
Vores madbudget er altså på omkring 6.000 kroner om måneden, hvilket også inkluderer alle andre fornødenheder og lækkerier, man kan købe i Bilka. Jeg har siddet og kigget lidt mere detaljeret på, hvordan vores madbudget fordeler sig i Spenderlog i grove træk i løbet af 2018-2020.
Du kan se fordelingen af vores madbudget her:
Spenderlog er meget smart til at få et overblik. Hvis vi gerne vil skære endnu mere ned på madbudgettet, så ser det ud til at vores slikbudget sagtens kunne blive mindre.
Jeg kan kun anbefale at bruge lidt tid på at tracke, hvad du bruger dine penge på. Spenderlog kan hjælpe dig med processen, fordi du kan klikke dig ind i de forskellige kategorier os se endnu mere detaljeret, hvilke typer kød du køber - eller om drikkevarerne er læskedrikke eller kaffe og the.
Du kan først få rigtig indsigt i dine egne vaner, hvis du analyserer dem grundigt.
Madbudget i luksusfælden
Vi er fem personer i vores familie. Vores madbudget svarer rundt regnet til 1.500 kroner pr. voksen og 1.000 kroner pr. barn.
Budgethuset har lavet en fin oversigt over, hvad det koster at leve? Her vurderes følgende udgifter på madbudgettet, som tager udgangspunkt i en rapport lavet i 2001 af Center for Alternativ Samfundsanalyse omregnet til nutidspriser ud fra forbrugerindekset fra Dansk Statistik.
| Gruppe | Mad | |-|-| | Enlige uden børn | 1.571 kr | | Enlig med et barn | 2.597 kr | | Par uden børn | 3.110 kr | | Par med to børn | 5.159 kr | Disse beløb er noget lavere end det beløb, der ofte foreslås som madbudget i Luksusfælden. Fx bruger nogle par uden børn over 10.000 kroner om måneden på mad, fast food og restaurant.
Budgethusets madbudget er helt realistisk. Det er nogenlunde det vores familie bruger på mad.
Hvordan sparer jeg penge på mad?
Du kan gøre forskellige ting for at spare penge på madbudgettet:
- Få først et overblik over dit nuværende madbudget, og hvad du bruger pengene på.
- Lav en indkøbsseddel, når du køber ind og put kun det i indkøbskurven, som du har brug for.
- Lav madplaner og undgå madspild
- Vælg årstidernes grøntsager
- Find tilbud og køb stort ind
Madplaner hjælper på madbudgettet
Der er mange der skriver om madplaner på nettet. Der er mange fordele ved at have en madplan:
- Let at købe ind
- Overblik over madvarer og undgå madspild
- Spare penge ved større indkøb.
De fleste jeg kender laver en madplan for fire-fem dage om ugen, så der er plads til større grad af spontanitet i weekenderne.
Jeg oplever selv også ofte, at jeg ender med rester, og derfor er det også godt at have nogle dage, hvor der er tid og rum i planen til at spise dem.
Grundlæggende kan du lave en madplan på to forskellige måder:
- En fast madplan som fx strækker sig over fire uger. Du laver altså en madplan, som passer godt til fire uger, som du kan forsætte med at køre. Du kan så revidere den jævnligt og måske lave justeringer, så du har en fast madplan, der passer med de forskellige årstider.
- En ugentlig madplan er nok det mest almindelige. Her sætter du dig ned en gang om ugen og laver en madplan, som du spiser efter den kommende uge. Det er lidt mere fleksibelt, men kræver jo også, at du jævnligt kigger på madplanen.
Når du har lavet madplanen, så kan du planlægge hvilke dage du køber ind. Fx kan du købe ind søndag til hverdagenen - og fredag til weekenden.
Frinans foreslår, at bygge en fast madplan op omkring mærkedage:
- Soup sunday
- Meatless monday
- Én ret til to dage, tirsdag og torsdag
- Fiske-onsdag
En madplan er flere fordele. Fx kan du med en madplan både indtænke det sundhedsmæssige, økonomiske og du kan spare tid.
Hvis du gerne vil have inspiration til madplaner, så er der rimelig mange muligheder for at finde god inspiration.
Inspiration til madplaner der ikke vælter madbudgettet
Det behøver ikke koste noget at få inspiration til madplaner, hvis du ikke selv vil lave dem. Fordelen ved at vælge en gennemarbejdet madplan er, at ingredienserne typisk passer sammen.
Jeg har jævnligt abonneret på måltidskasser fra Aarstiderne, som jeg har været rigtig godt tilfredse med. Det fede ved måltidskasserne var, at der kom økologiske råvarer og spændende opskrifter, som jeg ikke lige selv var kommet på.
Men du kan sagtens selv sammensætte det hele ud fra gratis hjemmesider med madplaner. Her er nogle af de bedste.
Mad for fattigrøve
Mad for fattigrøve er en klassiker, som har sparet mange penge rundt omkring i de små hjem.
Sund på budget
På sundpaabudget.dk kan du let finde en madplan, hvor du kan finde aftensmad til 7 dage til to voksne og to børn for omkrint 400 kroner. Madplanerne følger de nye kostråd. Det er nemt, og du finder madplaner med mange forskellige temaer.
Webopskrifter
På webopskrifter.dk er der enkle madplaner og opskrifter, der anvender ingredienserne så optimalt som muligt. Simon har fx skrevet om denne lækre proteinlasagne til motionsplan.dk.
Alle disse gratis sites til at finde dine madplaner er virkelig imponerende.
Ud over Årstiderne, så er Hello Fresh også for alvor trådt ind på det danske marked. De kører nogle rigtig gode introduktionstilbud, som du kan afprøve. Det er nok ikke en langsigtet løsning, hvis du også er interesseret i at holde madbudgettet nede.
Sundhed og madbudget
Madplanerne kan hjælpe dig med at holde sundheden oppe i din daglige kost. Men selvom du ikke følger en madplan, så kan du sagtens købe sundt ind for dit madbudget uden at ende i luksusfælden.
Hvis du har planlagt dine måltider lidt, så undgår du at købe ind på tom mave, når du er allermest lækkersulten. Når du er sulten, så kan din krop og hjerne lynhurtigt overtale dig til at købe nogle af madvarerne i den lidt usundere boldgade.
Sundheden i dit madbudget kan højnes gevaldigt, hvis du er opmærksom på årstidens frugt og grønt. I Danmark kan man få alle ting på alle tider af året efterhånden, men det er noget billigere, hvis du vælger grøntsager, der er i sæson.
Madplan og tidsaspektet
Hvis du har lavet en plan for, hvornår og hvad du skal købe ind, så kan du spare en masse tid. Her kan madplanen hjælpe dig. Så slipper du for at stå i supermarkedet på det tidspunkt, hvor der er allerflest mennesker.
Jeg har selv oplevet, at søndag formiddag er et fint tidspunkt at købe ind på. Så slipper du for, at der er alt for mange andre, der køber ind på samme tid som dig. Jeg synes også torsdag aften kan virker til at være et godt tidspunkt at gå ud at handle, hvis du ikke vil stå alt for lang tid i kø.
Du sparer en del tid ved kun at købe ind et par gange om ugen. Du sparer transporten til og fra, og du sparer også at skulle planlægge indkøbene flere gange om ugen.
Sommetider kombinerer jeg imidlertid mindre indkøb af små fornødenheder med en gåtur. Jeg har en smuk gåtur gennem skoven, og så føles det ikke så slemt.
På Nemlig.dk kan du faktisk oprette madplaner. Så hvis du laver faste madplaner, så kan du relativt enkelt få købt alt det, du skal bruge til dine madplaner. Man kan få det meste på nemlig.com, så du kan jo overveje om du vil spare tid på den måde.
Hvordan køber du billigt ind og sparer penge på madbudgettet?
Jeg plejer at købe ind, når jeg er mæt. Så har jeg lagt mærke til, at jeg laver færre impulskøb. Desuden sørger jeg altid for at have en liste med, så jeg nogenlunde ved, hvad jeg skal købe.
Der er også mange muligheder efterhånden for at handle online. Jeg har flere gange brugt Osuma.dk, hvor varerne plukkes i Coop-butikker og leveres til hoveddøren. Men der er også mange andre muligheder for at let at handle online. Begrænsningen er lidt, at du ikke altid kan finde rigtig gode tilbud.
Hvis du gerne vil have de bedste tilbud, når du handler, så er appen MineTilbud ret anvendeligt. Her kan du sammenligne alle tilbud fra tilbudsaviserne. Derved kan du for alvor sikre dig, at dit madbudget ikke ender i luksusfælden. I appen kan du også få en tilbudsagent, som kan holde øje med e produkter, du plejer at købe mest.
Et andet sted du kan finde nogle gode tilbud er på Motatos, som jeg ikke tror er så kendt i Danmark. Det er en onlinebutik, hvor du kan hjælpe med at mindske madspil i verden ved at købe glimrende varer af anden sortering.
Gode apps til madsbudgettet
Spiir
Jeg er en rigtig glad bruger af den gratis app Spiir. Du betaler naturligvis med dine data, men appen er gratis at bruge. Den giver et godt og hurtigt overblik over, hvad du bruger dine penge på. Det betyder også, at du kan få en større indsigt i, hvor mange penge, du bruger på mad.
Spenderlog
Formålet med Spenderlog er at give dig et indblik i dit eget forbrug. Den henter automatisk alle dine kvitteringer, som den bruger til at dele dine indkøb op i forskellige kategorier. I Spiir får du som udgangspunkt de overordnede kategorier, men i Spenderlog kan du få et automatisk overblik over, hvor mange penge du bruger på fx frugt og grønt eller slik og kager.
Konklusion: Spar penge på mad
Hvordan håndterer du dit madbudget, så du undgår luksusfælden? Hvad bruger du særligt penge på i dit madbudget - og bruger du madplaner selv?
Jeg har også skrevet en del andre indlæg om at spare penge i hverdagen.
Hvis du kan lide sitet, så klik dig videre fra de forskellige links eller støt sitet ved at købe mig en kop kaffe eller gennem Flattr.
Disclaimer: iFire.dk modtager kommission gennem affiliate links og omtale af udvalgte finansielle produkter og services. Disse links er markeret med (*). Jeg anstrenger mig for at være neutral og objektiv, og jeg har selv investeret og brugt alle værktøjer på sitet.
Jeg fralægger mig ethvert ansvar for aktualitet, nøjagtighed, og gyldighed af oplysningerne på dette website. Jeg kan ikke holdes til ansvar for evt. tab på baggrund af information.
Skriv en kommentar