Jeg er for nærig til at bruge penge på en tv-pakke. Du kan spare mange penge på at se gratis tv på nettet. Her er en guide til gratis web tv med flere kanaler via internet, hvor du kan se tv online.
Vidste du, at der er mange steder på interettet, hvor du kan se tv helt gratis. Hvis du gerne vil have gratis tv på nettet, så har jeg her samlet mine bud på, hvor du kan finde de bedste tv kanaler. Så har du både god underholdning samtidig med, at du sparer mange penge på dine tv-kanaler.
Hvor kan du se gratis TV på nettet?
Jeg har lavet en prioriteret liste over de gratis online tv kanaler, jeg bruger mest i denne liste. Jeg har udstyret mit tv med en Chromecast, så jeg ikke behøver at skulle kable mit tv til og fra hele tiden. Du kan fx købe en Chromecast gen. 3 til omkring 350 kroner eller en n Chromecast Ultra med HD til omkring 650 kroner.
1. DR TV – For hele familien
Jeg er allermest gratis online tv fra DR TV. Jeg har naturligvis betalt både skat og licens, så helt gratis er programmerne jo ikke, men DR’s programmer er alligvel gratis tv, når det er bedst. Jeg synes der er virkelig meget tv af høj kvalitet til både børn og voksne. Du kan både streame tidligere indhold, eller du kan se DR’s kanaler live. Vores børn bruger ofte Ramasjang og Ultra, hvor især Ultra Nyt er i høj kurs herhjemme.
2. Filmstriben – Bibliotekets film og serier
Filmstriben ejes af bibliotekerne. Her kan du låne film online hjemmefra i det store arkiv af film og serier fra bibliotekerne. Du skal bare bruge dit lånerkort med lånernummeret og din pinkode fra dit lokale bibliotek. Der er masser af gode film og serier - og det er selvfølgelig gratis. Jeg har virkelig brugt Filmstriben meget både til danske og udenlandske film og serier, men der er også masser af kvalitetsindhold til børn.
3. Youtube
Du ved det naturligvis allerede, men Youtube er også et glimrende sted at finde mange forskellige kanaler, som du kan følge med i online, når du har fravalgt tv.
4. Bonanza – De gamle klassikere
Bonanza er Danmarks Radios (DR) arkiv over ældre tv-programmer og film. Her kan du finde programmer, der er ældre end 7 år. I min alder er der helt sikkert en del af dem, der er klassikere og sjove at gense enten alene eller med børnene. Bonanza indeholder både dokumentarer, sport og komedier. Der er også en masse af den Børne-tv, jeg husker fra da jeg var barn. Mine børn synes i hvert fald det er sjovt at se nde gamle film og serier - og det er sikkert af nostalgiske grunde, men det virker bare som rigtig godt fjernsyn. På Bonanza finder du både Busters Verden, Ingrid og Lillebror og Bullerfnis.
5. Viafree – Til dig der elsker reality
Viafree viser programmer fra bl.a. TV3. Du kan se Luksusfælden, Familien fra Bryggen, Forsidefruer, Masterchef, Paradise Hotel og, Robinson Ekspeditionen helt gratis. Du er med til at finansiere det gratis online tv ved at finde dig i reklamepauserne i løbet af programmerne.
6. D Play – Sport og dokumentarer
D Play har en række gratis programmer fra Kanal4, Kanal5, 6’eren, Canal 9, Eurosport, Eurosport DK, Discovery Channel, TLC og Animal Planet. Du kan få en forsmag på populære serier, og der er mange timers online web tv underholdning. Du skal vænne dig til reklamerne på DPlay web tv, men det er jo ikke anderledes, hvis du har købt en stor tv-pakke.
7. Filmcentralen – kort- og dokumentarfilm
Filmcentralen er Det Danske Filminstituts streamingtjeneste. De har samlet danske dokumentar- og kortfilm for både store og små. Filmene bruges ofte som undervisningsmaterialer til skolerne. Filmene på Filmcentralen er typisk lidt anderledes, og du skal nok lige lave lidt research, når du vælger filmene. I de her Corona-tider, hvor hjemmeskolen lever i bedste velgående, så kan du finde gode, lærerige film på Filmcentralen.
8. Disney Junior
På Disney Junior kan du finde noget web tv for de mindste. Du kan på Disney Junior finde flere små gratis klip med fx Løvernes Konge og Mickey Mouse.
9. Vimeo
Vimeo er et alternativ til Youtube. Der ligger også meget glimrende indhold.
10. Stremio
Stremio kalder sig selv for et moderne mediecenter, hvor du kan se alt muligt indhold. Du kan se film, tv-shows, live tv og web-kanaler. Servicen er nok lidt i det grå område, da du streamer direkte og ikke skal downloade noget. På servicen skal du installere add-ons, som sørger for at hente indholdet til servicen. Dette kommer helt sikkert ikke til at virke for evigt, og når man streamer gratis så får producenterne af indholdet ingen indtægt på indholdet.
Få flere tv-tjenester inkluderet i dit mobilabonnement
Hvis du allerede i forvejen har et mobilabonnement og betaler omkring 200 kroner for dit mobilabonnement, så har Telmore et ret attraktivt abonnement. Her kan du gratis få tv med i dit mobilabonnement.
Telmore inkluderer TV2Play, HBO Nordic, CMore og Min Bio. Desuden er der gratis adgang til mange flere tjenester. Du kan få en fuld liste over, hvad der er inkluderet i Telmore Play her.
Kan du nøjes med kun at se gratis tv online?
Hvis du har en TV-pakke til mange hundrede kroner om måneden, så kan du spare mange penge ved at se tv online. Du kan lave en liste over de tv-kanaler, du rent faktisk ser. Måske kan du nedskalere det tv-abonnement, så du kun skal betale for en mindre tv-pakke.
Hvis du kan øjes med kanalerne, der er inkluderet i Telmore Play, så kan du konvertere de mange penge, du sparer på tv-kanalerne til et omfattende mobilabonnement.
Hvis du helt kan undvære så mange tv-kanaler og i stedet se det hele gratis på nettet, så kan du spare mange penge hver eneste måned.
Det er flere år siden vi opgav at have en tv-pakke. Vi savner den ikke. Sommetider opretter vi et abonnement på fx Netflix, Disney+ eller Amazon Prime en måneds tid. Det er relativt billigt, og så udnytter vi det en måneds tid ad gangen.
Du kan jo prøve at opsige dine tv-kanaler og se, hvordan det går med at se gratis tv. Måske finder du på noget andet at lave end at se tv - eller også bliver du rigtig tilfreds med udbuddet.
Hvis du kender andre steder, hvor man kan se gratis TV, så skriv endelig i kommentarerne. Ser du gratis tv, betaler du for online streaming eller betaler du for en tv-pakke ?
Hvis du kan lide sitet, så klik dig videre fra de forskellige links eller støt sitet ved at købe mig en kop kaffe eller gennem Flattr.
Disclaimer: iFire.dk modtager kommission gennem affiliate links og omtale af udvalgte finansielle produkter og services. Disse links er markeret med (*). Jeg anstrenger mig for at være neutral og objektiv, og jeg har selv investeret og brugt alle værktøjer på sitet.
Jeg fralægger mig ethvert ansvar for aktualitet, nøjagtighed, og gyldighed af oplysningerne på dette website. Jeg kan ikke holdes til ansvar for evt. tab på baggrund af information.
Skriv en kommentar